Hvem er jeg egentlig? Og hvorfor kan jeg hjælpe dig?
Jeg er oprindeligt uddannet socialrådgiver, og har videreuddannet mig til klinisk sexolog hos DACS og coach hos Sofia Manning. Derfor kalder jeg mig sexologisk coach. Siden jeg blev færdig som socialrådgiver i 2019 har jeg arbejdet i psykiatrien, hvor jeg var seksualvejleder. Nu arbejder jeg som seksualitetskonsulent hos SUMH (Sammenslutningen af Unge Med Handicap) ved siden af min praksis som sexologisk coach.
Jeg interesserer mig for menneskers sind og følelser, og hvordan vi påvirkes af vores relationer og samfundet omkring os. Jeg har en stor kærlighed for mennesker som, på den ene eller anden måde, oplever at være udenfor eller føle sig anderledes – for eksempel folk med funktionsnedsættelser eller psykisk sygdom, sexarbejdere, LGBTQIA+ personer, hjemløse eller mennesker, som har valgt at leve anderledes end normen.
Jeg tror på, at vores relationer – hvad end de er venskabelige, romantiske, intime eller seksuelle – afspejler måden vi tænker og føler om os selv. Så hvis vi vil have det bedre med andre, må vi få det bedre med os selv. Det kan vi gøre på mange måder, og sexologisk coaching er en af dem.
Jeg har også lavet meget selvudvikling, og det er arbejdet med mig selv, som gør mig til en dygtig sexologisk coach, fordi jeg både kender til udfordringerne og løsningerne. Jeg har både brugt coaching, psykoterapi, metakognitiv terapi, kropsterapi, mindfulness og meditation. De to største temaer i mit liv er tvivl og rodløshed, og det er noget jeg efterhånden har lært at forstå og navigere i. Vi har allesammen temaer i vores liv – nogle oplever vi i perioder og andre følger os hele livet. Jeg vil gerne hjælpe dig med at forstå dine temaer.
Jeg har høje ambitioner for mig selv – og for dig, som jeg coacher. Sammen kan vi finde ud af, hvorfor du oplever begrænsninger og udfordringer i tilværelsen, og hvad du kan gøre, for at komme videre og få det bedre.
Jeg ser frem til at møde dig og hjælpe dig videre i livet.
